Hemmelig

DenHemmeligeLiga-logo5.jpg-for-web-LARGE

Den hemmelige “Liga”

Velkommen
til det skøre univers hvor vi kører med White-Point biler.

Ideen med denne løbsserie er ene og alene at vi skal have det sjovt, samt lave en masse “buler” i hinandens biler. Og måske spise en Pizza eller to.

hemmelig_blue_start

Alle deltagerne tilmelder sig under et synonym, (eller et øgenavn på dansk), som passer til den type bil de vil kører med i hele løbsperioden. Eks. Opel Kadet = Rudi Cardan.
Det er tilladt at tale fremmedsprog under løbet!!!

Løbsafviklingen bliver efter det berømte SLEMC system/ speedway system, dvs. alle møder alle, og får kørt mange heat. Der satses på 3 el. 4 runder, pr. løbsdag

Hvornår ?
Der vil blive måske kørt løb hen over vinteren engang , på de mest underlige baner i det midtjyske mærke (hvis ellers der er nogen der tager initiativet)

Følg med på MMRK’s hjemmeside og se om du finder datoerne samt stedet.
Endnu bedre er at kende en der ved noget!

Startgebyrer vil der også være. Og de 50,- pr. gang går til snolder og øl.

Reglerne er meget simple, da det er mig der helt og holdent bestemmer dem!

Bilerne skal være originale White-Point biler fra Tyskland.
Dette gælder også alle reservedele samt ombygningsdele, næsten. Disse kan købes til overpris, eller bestilles direkte hos forhandleren i Tyskland via hans hjemmeside: www.white-point.de ( eller det kunne man dengang det eksisterede, men der er mange biler derud i det mærke Jylland, så fortvivl ikke der kommer sikkert en til salg…og ebay.de findes jo også)

Logo3D_klein_1

Det er de biler fra de glade 70’er vi kører med, og de må ikke være mere end 80 mm brede (på det bredeste sted på karossen samt hjul og andet tingel tangel). Dette kan afviges hvis der er tale om en usædvanlig langsom bil, og fører. Bilen skal dog kunne bestå skinnetesten: Feltets 2 bredeste biler skal kunne passere hinanden på en Carrera skinne.

Eksempler på bilerne er følgende: Youngtimer op til 1000ccm, 1600ccm og 2000ccm, Historiske Tourenwagen og Classic Cars. Opel GT og Ford Escort med brede skærme eller kæmpestore Mercedes-biler er OK på Carrera skinner.

Karossen skal males indvendigt og se ud som noget, der har været brugt i virkeligheden. Kig på nettet og find en af de seje fra dengang. Interiør og fører skal naturligvis monteres, og gerne de medfølgende hjulindsatser, så alt ser korrekt ud. (Alt følger med bilen i kittet fra WP).

Dækkene:

Der må kun bruges de hårde 10mm eller 15mm brede gummidæk på baghjulene. De må drejes ned, så de passer til karossen. Forhjulene skal være monteret med dæk på minimum 10mm bredde, men typen er ligegyldig, så længe de dækker fælgene og er sorte. Dækkene skal sidde inden for skærmkanten på alle fire hjul.

Tandhjulene er lidt individuelle, da vi alle laver forskellige størrelser dæk til de forskellige karosserityper. Ligaens øverstbefalende dommer kan dog til enhver tid påbyde en alt for hurtig bil at ændre gearingen, så der ikke opstår hastighedsforskelle mellem bilerne ned ad langsiden.

Bly skal monteres, med 5 gram foran hver bagakslens bøsning, altså 2 stk. i alt (det skal røre bøsningen) på ydersiden af chassiset. Maksimalt 10 gram bly i bilen.

Styretappen skal være den originale WP, tilpasset skinnetypen, vi kører på.

Vi kører ikke med magnet, da det ikke er meningen på en WP-bil.

Hvad mere kan jeg finde på? Lys og diverse ekstraudstyr som trailer eller lignende må meget gerne monteres på bilen.

Hvis dette virker for seriøst for dig, så bliv hellere væk. Der er allerede set voksne mænd knække sammen af grin og have svært ved at få luft på grund af måden, disse WP-biler kører på.

Med venlig hilsen.

Sportslig hilsen
Og vi ses

Pedro Parmasano / Gonzales “Speedy” Gasolino
Fiat 500 Abart / Opel Manta

hemmelig_blue_felt


Persongalleri

Alle, der deltager i den hemmelige Liga, kører under pseudonym for at undgå mulige erstatningskrav og samtidig sikre sig mod eventuelle konsekvenser fra koner, naboer, kolleger, hunde og andre, der måtte opdage arrangementerne.

Dækidentiteterne er meget gennemførte, og man kan bekymre sig om, hvorvidt nogle af deltagerne risikerer at glemme deres oprindelige jeg.

Her er en kort liste over nogle af kørerne, så hold øje – der kommer flere…

Venligst skrevet af den legendariske, og altid aktuelle amerikanske motorsportsjournalist, Bob Note.

Jean Pierre le Bouef

Temperamentsfuld franskmand, der dog holder de fysiske udfoldelser til en del råben og små, velplacerede skub på banen. Han har aldrig helt glemt sit hjemlands tidligere kontroverser med nabolandet mod øst og har derfor et lidt anspændt forhold til Reinhardt Rückwärts. Dette er dog overfladisk og begrænser sig til løbssituationer, da de to ofte ses samlet om en bid brød efter løb. En god dag? Når Jean Pierre får ram på “Rote Reinhard et son micro-véhicule anglais” og kan snige sig til en bid mad under et pitstop.

Bryan Ballsworth (R.I.P)

Vaskeægte englænder med – noget tvivlsomme – aristokratiske aner. Beskidte kneb ligger ham meget fjernt, da racerløb aldrig må blive mere alvorligt, end at der er et stort “sporting element” tilbage. Men på den anden side bliver det heller aldrig så “sporting,” at Ballsworth sig uden kamp. “Surrender? NEVER!!!!!” Bryan gik desværre bort sommeren 2014.

Reinhardt Rückwärts

Tysker, som helt mod forventning kan ses i en lille Morris Mascot. Man mistænker, at han har valgt et engelsk køretøj for at kunne skyde skylden på bilen, når resultaterne ikke helt lever op til hans evner – hvilket ofte er tilfældet. Reinhardt har fået tilnavnet “Rote Reinhardt” af le Bouef, da synet af en blå, åben bagklap foran ham forvandler hans kørsel til en rød tåge. Reinhardt føler sig i øvrigt ikke helt tryg ved “der verrückte Frenchie”. Han ses ofte sammen med le Bouef efter løb, hvor de højlydt kritiserer hinandens Escargot og Bratwurst. Ifølge seneste rygter har Reinhardt vundet sin berømte fætter Bernhard Böklunders Opel Manta i et spil poker og overvejer måske at stille op i den i stedet for sin egen chokoladebrune Mascot, som han selv har dekoreret (og som i øvrigt var hans mors, indtil hun mistede kørekortet).

Wally Wombat

Helt igennem gemytlig australier, der har turneret de europæiske baner siden ruder konges tid. Men man skal ikke lade sig narre af hans gemytlighed – ser man Wally i bakspejlet, er det kun fordi man kort tid efter får hans bagende at se! Enten foran en – eller stadig i bakspejlet, fordi han er snurret!

Rudi Cardan

Hollænderen er kendt for altid at have en superfinish på sit udstyr. Køreevnerne fejler heller ikke noget, men der kan stilles spørgsmålstegn ved udholdenhed og teknisk kvalitet. Det gælder dog ikke for Rudy selv, som straks afviser sådanne hentydninger som værende indholdsløst bavl. Spændende nyt om Rudi (og Wally): Rudi Cardan, den skøre tysker, der kører på fransk licens og bor i Italien, kører enten en Manta A eller en Kadett B med støtte fra en polsk Opel-forhandler. (… og ifølge Bob Notes troværdige oplysninger er han stadig hollandsk statsborger.) Rudi og Wally Wombat har kørt race sammen i mange år og har endda efter sigende deltaget i Le Mans, sammen med den nu afdøde byggematador Phil Minopoli, i det nu nedbrændte “team Race Away”. De to kunne dog ikke enes, så Rudi kører nu Opel, og Wally Ford. Rudis motto: Immer originale Teile… (selvom der går rygter om, at hvis der bare står Opel ridset i dem, er det godt nok for Rudi – i hvert fald hvad kundernes biler angår).

Pedro Parmasano

Italieneren, som alle vil slå – men som alle kan leve med at tabe til. Parmezzani møder altid op fuldt forberedt med en bil, der er lynhurtig. Men han balancerer også konstant på grænsen af reglerne, så de andre altid kan undskylde et nederlag med, at “han nok har lavet noget lusk”. Dette har også givet ham tilnavnet Dario Dispenzazione, fordi der altid opstår diskussioner om Parmasanos tekniske løsninger.

Hubert Wankelträumer

Tysker og dedikeret NSU-fan. Han presser sin lille TTS til så mange omdrejninger, at man skulle tro, han havde smidt en wankelmotor i bagagerummet – eller som Brian Ballsworth altid kalder det, motorrummet på NSU’en. Men wankelmotoren eksisterer kun i Huberts drømme. Og hvad skulle han også med den? TTS’en kører jo lige så hurtigt uden – så længe det ikke går alt for stærkt.

Ronald Rent’a’car

Sympatisk amerikaner, som ofte møder op til løb uden bil, men alligevel formår at skaffe sig en køremulighed her og der. Det ender dog tit med hård kritik af det lånte køretøj – men først efter Rent’a’car har sikret sig en aftale hos et andet team. Seneste nyt om Rent’a’car, Pressemeddelelse: Ronald Rent’a’car meddeler, at han endelig har anskaffet sig et køretøj, som han planlægger at stille op med i næste løb. Ronald udtaler: “Jeg var tæt på at opgive racerløb, efter jeg næsten mistede førligheden under en træningsdag sidste måned. Jeg havde forgæves ledt efter en køremulighed og gik småirriteret rundt i pitten. På et tidspunkt stod jeg bag en Trabant, ejet af en ny, ukendt kører, Gerhard Geisterfahrer, og kiggede. Manden sad i bilen og gjorde sig klar til at forlade pitten med fuld gas. Pludselig kom bilen farende mod mig, og jeg måtte springe for livet. Jeg slap med et svedent overskæg, men episoden fik mig til at tænke. Enten stopper jeg med racerløb, eller også må jeg anskaffe mig en bil. Løsningen kom ugen efter, da min onkel i Nordalaska døde og efterlod mig 12 bjørneskind, som jeg solgte for at købe en dejlig BMW 2002 Tii med soltag.” Note af Bob: Omtalte kører, Gerhard Geisterfahrer, har siden fået frataget sin licens på grund af omfattende klodsethed. Det viste sig, at han selv havde samlet gearkassen og vendt et par tandhjul forkert, hvilket resulterede i tre bakgear og ét fremadgående gear – frigear virkede dog normalt. En skærpende omstændighed var, at Geisterfahrer tidligere havde præsteret at tilslutte benzinpumpen til bremsesystemet, hvilket gjorde, at Trabanten hverken kunne bremse eller undgå at ryge så voldsomt, at selv indfødte østtyskere fandt det mistænkeligt. Note 2 af Bob: Rent’a’cars historie om de 12 bjørneskind virker tvivlsom. Rent’a’car har ofte kørt løb i sine kæresters biler, og det faktum, at racerbilen er udstyret med soltag, støtter antagelsen om, at der kunne være tale om en lignende situation.

Sune Snab.

Sune er håbløs forelsket i de gamle Saab’er op til de blev forpestet af Opel – hans Saab 900 er ikke altid i den bedste stand, men han har det sjovt med at deltage, bilen er oprindeligt bygget til de svenske skovveje og han kan ikke undvære sin Co Pilot.

Gonzales “Speedy” Gasolino

Gonzales blev født i en landsby nær Guadalajara, Mexico, i 1968 som søn af en godsejer. Han har dog aldrig interesseret sig for andet end biler og racerløb, så efter en meget kort periode som forvalter af godset, besluttede han sig for at satse alt på en karriere inden for motorsport. (Hans far var ikke særlig begejstret over, at “Speedy” havde anlagt en kæmpe jordbane på noget af godsets bedste jord). På CV’et står blandt andet: mexicansk mester i “Dirt Track,” nr. 2 i Baja 1000, to starter i Paris-Dakar i en buggy, en testkørsel for NASCAR-teamet Hendrick Motorsports, en testkørsel hos Penske i Champ Car, en tredjeplads i Polo Cup i Tyskland og meget mere. Nu er “Speedy” blevet ejer af “Team Sobreo Racing,” og efter et par mindre vellykkede forsøg på at slå igennem i international touringcar (BTCC og STCC), er teamet nu klar til start i “Den Hemmelige Liga.”

Gonzales_2